Det er hun ikke så tit, og jeg ved ikke hvad der gjorde, at hun pludselig var lige dér i mit hoved. Hun var næsten så tæt på, at jeg kunne holde om hende når bare jeg holdt mine øjne lukkede. Jeg kunne mærke hvordan hendes bløde kinder havde føltes lige dér hvor håret bliver til dun foran ørerne, og hvordan hendes små kolde hænder lige kunne passe omkring min tommelfinger. Det er ikke til at forstå, at der er gået 5 år og 5 måneder siden hun døde. Det er godt nok lang tid.
Men i går føltes det som om, at det var lige nu. Og det gjorde ondt præcis som det gjorde dengang, og jeg troede, at måske jeg alligevel aldrig skulle kunne komme mig over at have mistet min lille pige, for smerten sad lige i maven og i brystet, og jeg kunne næsten ikke få vejret og gråden var slet ikke til at stoppe igen. I dag er hun væk igen, og det er både godt og skidt.
Det er en ambivalent følelse. At jeg savner at have hende helt tæt på, mens jeg er glad for, at jeg ikke savner hende så meget hele tiden som jeg gør når hun er helt tæt på. Det ville være svært at leve livet med så knugende en smerte hele tiden, men det er også nogen gange svært at leve med at hun er bedst gemt væk.
Det er ikke et let liv med en død Alma.
