søndag den 19. februar 2012

BATGURD...

Prøv lige at se vores lille superhelt. Han er ikke den store helt når det kommer til at prøve noget nyt - og han kunne åbenbart ikke huske, hvad det der med udklædning og fastelavn gik ud på fra sidste år. Så det var ikke helt let at få ham i dragten. Faktisk var vi til fastelavnsfest med moster og Johan (som vandt bedste udklædning med en meget tjekket Michael J.) i helt almindeligt tøj, fordi det var lidt for vildt at skulle klædes ud. Først da han spildte kakao ned af sit tøj - og far desværre kun havde Batgurd kostumet at bytte med, gik han med til at komme i bluse og bukser. Resten kom på derhjemme, hvor mor og Batgurd legede actionhelt hele eftermiddagen, mens far plejede sprængt trommehinde på sofaen.


Vi havde endda også lavet temakager i går. Man skal nemlig benytte enhver lejlighed til at putte sukkerskum på chokoladekager...

mandag den 30. januar 2012

Alma 5 år og 5 måneder

Alma var meget tæt på i går.

Det er hun ikke så tit, og jeg ved ikke hvad der gjorde, at hun pludselig var lige dér i mit hoved. Hun var næsten så tæt på, at jeg kunne holde om hende når bare jeg holdt mine øjne lukkede. Jeg kunne mærke hvordan hendes bløde kinder havde føltes lige dér hvor håret bliver til dun foran ørerne, og hvordan hendes små kolde hænder lige kunne passe omkring min tommelfinger. Det er ikke til at forstå, at der er gået 5 år og 5 måneder siden hun døde. Det er godt nok lang tid.

Men i går føltes det som om, at det var lige nu. Og det gjorde ondt præcis som det gjorde dengang, og jeg troede, at måske jeg alligevel aldrig skulle kunne komme mig over at have mistet min lille pige, for smerten sad lige i maven og i brystet, og jeg kunne næsten ikke få vejret og gråden var slet ikke til at stoppe igen. I dag er hun væk igen, og det er både godt og skidt.

Det er en ambivalent følelse. At jeg savner at have hende helt tæt på, mens jeg er glad for, at jeg ikke savner hende så meget hele tiden som jeg gør når hun er helt tæt på. Det ville være svært at leve livet med så knugende en smerte hele tiden, men det er også nogen gange svært at leve med at hun er bedst gemt væk.

Det er ikke et let liv med en død Alma.

torsdag den 26. august 2010

Eftermiddag i haven


Lige i dag var det altså bare perfekt vejr til at gå i haven, så vi arbejdede videre på vores efterhånden 2 sæsoner gamle aftenterasseprojekt. Der er et stykke vej endnu, for tiden herhjemme bruges fortsat bedst på Sigurd. Han vil heldigvis gerne være med derude, så måske vi har den klar til foråret...
Fik jeg sagt at trøjen er det rene hjemmestrik...? Han er heldigvis ikke vokset for meget hen over sommeren, for den sidder som smurt.

torsdag den 15. juli 2010

Sigurd spiser is

I dag sagde Sigurd pludselig "Is".

Det har han ikke sagt før - og den ene gang han fik en is for noget tid siden ville han ikke have den fordi den var kold. Men alligevel kom det klart og tydeligt ud af munden på ham "Is".

På vej ned i kælderen til fryseren, spurgte jeg om de fik is i vuggestuen - og det gjorde de ja. Så ved vi det. Og vi ved at han spiser alt hvad de serverer derovre - og ikke helt så meget alt hvad vi serverer - selvom det er is.


tirsdag den 6. juli 2010

Den Lille Gartner

Det er fast aftenrutine nu. Vi skal vande på terassen - alle blomsterne og tomaterne - og Sigurd skal være med. Mere mere. For de skal allesammen have mindst én gang (og nok også to og tre...). I dag tog han et styrt udenfor vuggestuen - så lang han var lige i asfalten. Av. Næsen bliver nok sig selv igen snart. Sigurd er allerede på ny helt frygtløs.


søndag den 30. maj 2010

Sigurd laver mad

Der har været stille på bloggen. For det er vigtigere for mig at bruge vores sparsomme fritid på at lave noget med Sigurd end på at lave opdateringer af hvad vi laver.

Men her er det seneste fra Sigurdland. Vi laver mad. Rigtig mad på det store komfur - og vi er pænt tilfredse med vores indsats.


mandag den 1. februar 2010

pjaske pjaske






Sigurd har egentlig ikke været en vandhund fra starten af, men det er som om at han er ved at komme efter det. Pjaske pjaske er efterhånden altid et sikkert hit - og ikke mindst de mange badedyr er god underholdning.