torsdag den 31. december 2009

Sigurd på Riget

Ja altså jeg husker det jo som om, at det her helt bestemt IKKE var en del af aftalen. For som jeg har forstået reglerne, når man allerede har et dødt barn, så er det meningen, at de små søskende kommer igennem deres liv uden alt for megen alvorlig sygdom - og i hvert fald helt stensikkert uden at skulle indlægges på Riget.

Alt er vel overstået nu, men det var ikke lige fordi det var så sjovt undervejs. Sigurd fik rigtig ondt og græd og græd 2. juledag - og efter et besøg hos vagtlægen på Gentofte blev vi sendt ind på børnekirurgisk afdeling til udredning og eventuel operation af et lyskebrok.

I løbet af aftenen gik det heldigvis på plads igen, men da den slags jo ikke går helt væk af sig selv - fik vi en tid til subakut operation i går. Og det var bare ikke rart! Jeg kan faktisk ikke forestille mig noget værre end Sigurd i fuld narkose - det minder mig alt for meget om lille døde Alma. Han var i hospitalstøj og duftede derfor af hende (eller hospital, men for os er det jo det samme), og da bedøvelsen satte ind lå han bare så stille på operationsbordet. Det vil jeg sørme gerne være fri for at skulle igennem igen, men jeg har jo nok efterhånden forstået, at vi ikke har nogen særlig aftale. Sigurd skal igennem nøjagtig det samme som alle andre børn. Og det må jeg jo så bare lære at leve med.

fredag den 25. december 2009

Sigurd i sneen



Så er det blevet tid til Sigurds første sne!

Han var ikke helt tryg ved det lige de første par minutter på bobslæden, men så løb vi da bare lidt hurtigere, og hujede noget mere, og så kom de store smil frem. Det skal nok blive godt når han bliver større - og vildere. For Sigurd har lige fået en rigtig trækælk af onkel Eschel - sådan en gammel sag der skal slibes og vokses og behandles med omhu. For det er en rigtig gammel én - som ikke engang morfar mente at have set magen til i sin barndom.

mandag den 8. juni 2009

Forår hos Alma

Som for så mange andre forældre har det fyldt rigtig meget i vores tanker om barn nummer to ville tage opmærksomhed fra den første. I vores tilfælde gik tankerne jo så altså bare på, om vi ville komme mindre på kirkegården når først Sigurd blev født...

Det må man jo så sige har været tilfældet, for der har ikke været ret meget tid til særlig meget andet end ham, og derfor har vi været glade for at han kan pakkes sammen i barnevognen og trilles på besøg hos Alma.


Særligt i løbet af vinteren har vi ikke været meget på kirkegården, for det har været koldt, for koldt til at vi kunne have en baby med udenfor særlig lang tid af gangen. Men efter at det blev forår og sommer har vi været en del i hendes skønne lille have. Og vi er så glade for hvor usandsynligt smuk den er. Hele foråret springer forårsblomsterne ud den ene slags efter den anden, og hvis vi selv skal sige det har vi lavet et rigtig fornuftigt stykke havearbejde.

fredag den 5. juni 2009

Ferie i paradis

Vi har været på ferie i paradis...eller næsten paradis for vi kunne flyve derhen, så det er jo nok bare et (godt nok ualmindeligt dejligt) men dog almindeligt sted her på jorden.

Vi var på Korfu i egen luksusvilla med pool og havudsigt fra alle soveværelser og terasser. Solen skinnede uafbrudt, der var 30° og vi skulle absolut intet andet end at slappe af og nyde tiden sammen med Adams lillebror og mor.



Som man kan se var Sigurd i topform, han nød bare at være sammen med os alle, og varmen klarede han fint når han fik sine små svømmeture i poolen.

Billederne siger det hele:




fredag den 27. februar 2009

Snooork...

Det er så længe siden at han var så lille.
Ham Sigurd knirkesnorkefætteren. Alle de lyde han lavede da han var helt lille er nu helt forsvundne, og det er derfor ganske vidunderligt at vi lige nåede at optage en lillebitte bid lyd...

torsdag den 26. februar 2009

Så blev det endelig tid til blog...

Det er rigtig lang tid siden at vi oprettede denne blog, men den har ligget stille, for det har ikke lige været så let at finde ud af hvad den skulle handle om. Ikke alle dele af vores liv skal deles på nettet, men mange af vores tanker og billeder vil vi jo rigtig gerne dele - ikke mindst vores videoer med Sigurd. Og vupti så er det endelig lykkedes at finde ud af hvad der passer perfekt på sådan en blog...: