torsdag den 26. august 2010

Eftermiddag i haven


Lige i dag var det altså bare perfekt vejr til at gå i haven, så vi arbejdede videre på vores efterhånden 2 sæsoner gamle aftenterasseprojekt. Der er et stykke vej endnu, for tiden herhjemme bruges fortsat bedst på Sigurd. Han vil heldigvis gerne være med derude, så måske vi har den klar til foråret...
Fik jeg sagt at trøjen er det rene hjemmestrik...? Han er heldigvis ikke vokset for meget hen over sommeren, for den sidder som smurt.

torsdag den 15. juli 2010

Sigurd spiser is

I dag sagde Sigurd pludselig "Is".

Det har han ikke sagt før - og den ene gang han fik en is for noget tid siden ville han ikke have den fordi den var kold. Men alligevel kom det klart og tydeligt ud af munden på ham "Is".

På vej ned i kælderen til fryseren, spurgte jeg om de fik is i vuggestuen - og det gjorde de ja. Så ved vi det. Og vi ved at han spiser alt hvad de serverer derovre - og ikke helt så meget alt hvad vi serverer - selvom det er is.


tirsdag den 6. juli 2010

Den Lille Gartner

Det er fast aftenrutine nu. Vi skal vande på terassen - alle blomsterne og tomaterne - og Sigurd skal være med. Mere mere. For de skal allesammen have mindst én gang (og nok også to og tre...). I dag tog han et styrt udenfor vuggestuen - så lang han var lige i asfalten. Av. Næsen bliver nok sig selv igen snart. Sigurd er allerede på ny helt frygtløs.


søndag den 30. maj 2010

Sigurd laver mad

Der har været stille på bloggen. For det er vigtigere for mig at bruge vores sparsomme fritid på at lave noget med Sigurd end på at lave opdateringer af hvad vi laver.

Men her er det seneste fra Sigurdland. Vi laver mad. Rigtig mad på det store komfur - og vi er pænt tilfredse med vores indsats.


mandag den 1. februar 2010

pjaske pjaske






Sigurd har egentlig ikke været en vandhund fra starten af, men det er som om at han er ved at komme efter det. Pjaske pjaske er efterhånden altid et sikkert hit - og ikke mindst de mange badedyr er god underholdning.

lørdag den 30. januar 2010

Hej Far



Dette var dagen hvor Sigurd tog sine første selvstændige skridt ud i verden. Det ville jeg gerne have haft på film, men jeg var selvfølgelig fuldstændig optaget af at række armene ud mod den stolte dreng med det store smil over hele hovedet.

Så her er lidt hygge fra Sigurds liv og hverdag i stedet.




Det er helt utroligt så meget energi den dreng har.


onsdag den 20. januar 2010

Sigurds legehjørne

Det er ikke så let at finde ud af alle de fine ting og sager man har, men Sigurd har i hvert fald sådan stort set og godt og vel 100 % styr på hvordan man skal lege med det meste af det hele.

mandag den 11. januar 2010

Sådan er det når livet kommer i vejen for vores besøg oppe hos Alma


Vi havde besøg i weekenden af vores gode venner fra Næstved. De har en lille pige, der ligesom Alma ville have været 3 år gammel og storesøster til en lillebror som nu ender med at blive den ældste i søskendeflokken.

Det er altid godt at få talt om de ting der rør sig når man ikke er en helt almindelig familie med ene levende børn. Og det er dejligt at de altid har en blomst med til Alma, for det er så vigtigt at hun bliver husket. Denne gang nåede de ikke forbi kirkegården, for det var bidende koldt, og deres dreng var lidt småsløj. Så vi lovede dem at tage forbi Alma med blomsterne. Men så blev Sigurd lidt pus, og det var stadig bidende koldt. Og nu ligger blomsterne imellem lanternerne i haven ved Almas bed. Det med stjernen, der ikke står sammen med de andre stjerner og månen og stjerneskuddet på kirkegården. Fordi vi også ville have hende lidt her hos os.

Og det er så dejligt at de nu ligger og lyser op derude, sammen med lysene, der brænder rigtig længe fordi det er koldt, og fordi det er de gode store røde lys der luner så godt midt i kulden.